Efterskolelivet
Er du klar til at prøve noget helt nyt? Et år på Brejning Efterskole er en særlig blanding af undervisning, lærerige udfordringer, fællesskaber og friluftsliv.
Læs mere
Kontaktgrupper
Fra din allerførste dag på Brejning Efterskole kommer du i en af vores kontaktgrupper, så du øjeblikket får et sikkerhedsnet. Der er 12 kontaktgrupper med 10-12 elever i hver bestående af både piger og drenge. Kontaktgruppen bliver din trygge base i hverdagen, og skulle det ikke være nok, har alle kontaktgrupper en buddy-kontaktgruppe. Der er en fast kontaktgruppelærer, som I mødes med cirka én gang om ugen. Kontaktgruppen spiser sammen og har masser af opgaver sammen i løbet af året. På kontaktgruppemøderne hjælper kontaktgruppelærerne både med praktiske og sociale spørgsmål angående trivsel.
Det er også kontaktlæreren, som du og dine forældre har kontakt med angående din generelle trivsel på skolen.
I løbet af din første tid på Brejning Efterskole hjælper din kontaktlærer dig med at sætte nogle mål for resten af dit efterskoleår, der skal sikre en personlig udvikling. Det kan handle om at blive mere struktureret, mere åben, give slip på kontrollen eller noget helt fjerde. Målene skal være relevante for dig, og sammen følger I op på dem i løbet af året.
FUN FACT
Multibanen er også et af de bedste steder til at sidde i solen og hygge med vennerne.
Hverdagen
Hverdagen
Hverdagen på Brejning Efterskole indeholder alt fra undervisning til fritid.
Hver dag starter med morgenmotion, hvor der kan vælges mellem flere forskellige ruter. Den korteste af ruterne er på lidt over 1 km, så alle kan være med. Morgenmotionen sætter gang i kroppen og giver en god start på dagen.
Herefter er der morgenmad i spisesalen og tid til bad m.m. Inden undervisningen går i gang, er der rengøring.
Formiddagene er fyldt med undervisning i prøvefag, som dansk, matematik, engelsk, tysk/fransk og fysik/kemi. Efter frokost rykker vi for det meste udenfor og har undervisning i fx linjefag, valgfag eller
på projektledelse.
Når undervisningen er slut, er der tid til at hygge sig og slappe af, inden vi skal spise aftensmad. Om aftenen efter aftensmaden er der stilletimen, hvor der er tid til lektielæsning, lektiecafé eller til bare at slappe af, inden der igen er tid til fælles hygge og forskellige aftenaktiviteter.
Der bliver tilbudt aftenaktiviteter alle aftener.
Ved dagens afslutning slutter vi af sammen med en kort aftensamling inden, at du skal være på værelserne klokken 22 og i sengen 22.30.
Weekender
Weekender
På Brejning Efterskole er mange gode grunde til at blive her i weekender, det er nemlig der, du har den allerbedste mulighed for at lave forskellige aktiviteter, som der ikke er så meget tid til i hverdagen eller bare at slappe af og hygge sammen med de andre elever.
Vi laver mange forskellige ting i weekenderne, fx:
- Strandtur, med picnic og beachvolley
- Julehygge med småkagebagning, konfekt og gaveproduktion
- Projektweekend - Weekender som projektgrupper(elever) arrangerer
- 5-kamp - hvem laver den bedste hotdog, det højeste tårn...
Værelser
Vi har ingen suiter, men vi har rum med sjæl, efterskolefornemmelser og gode værelseskammerater.
Du kommer til at bo på et værelse med en, to eller tre andre elever af dit eget køn. I værelserne omkring dig bor der både drenge og piger. Alle værelser har køjesenge, skriveborde og skabe.
Du skal være på dit værelse fra klokken 22.00 om aftenen, så du kan nå at få en god nats søvn inden du skal
ud på morgenløbeturen næste morgen klokken 7.00. Du kan selvfølgelig også vælge at sove i shelter eller
hængekøje, hvis du hellere vil være ude - tiderne er dog de samme.
Udlandstur
Du kan blive rejseleder for dine kammerater. Vi skal til Norge og nyde alt det gode som bjergene kan byde på. Indholdet? - Det kender vi ikke, det er nemlig noget, du og din årgang selv bestemmer og planlægger.
Det siger sig selv, at vi voksne stiller nogle krav til turen - og skolen har et bestemt budget til rådighed. Men indenfor de rammer, får I lov som elever og projektledere at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre og at få det til at lykkes. Udlandsturen er et af de helt store projekter, I gennemfører i forbindelse med jeres projektlederuddannelse
"At rejse er at leve", har H.C. Andersen sagt. Det mener vi også på Brejning Efterskole. Livet er for os en dannelsesrejse. Udlandsrejsen er en del af dette, hvor vi - også fysisk - bevæger os væk fra det hjemmevante og ud i det fremmede. Vi laver mange forskellige ting, fx adventure-aktiviteter som rappelling, sejlads på fossende vandstrømme, badning i små bjergsøer, padling i kanoer, og opdagelsesture i underjordiske huler - bare for at nævne et par stykker.
Spejderløb
Vi har mange elever, som elsker at bruge en del af deres weekender på spejderløb.
Spejderløb minder om adventureraces. Den største forskel er, at man på et spejderløb skal løse en række opgaver (poster) undervejs, som supplerer de fysiske udfordringer. På den måde er spejderløb en ideel mulighed for at lære sine kammerater endnu bedre at kende. Her er både vores nuværende, tidligere og kommende elever klar på at tage udfordringen op.
Vi støtter al deltagelse i spejderløb og giver økonomisk tilskud. Vi stiller også gerne skolens udstyr til rådighed, hvis bare I leverer det pænt ... og rent ... tilbage igen