Planlagt bøvl

Historien om, hvordan Brejning fik sit tørklæde og sine første tossede gardiner:

Tænk nu, hvis ingen nogensinde havde fået ideen til Brejning Efterskole. Heldigvis, fik en flok gode spejdervenner ideen om at starte en spejderefterskole. Jeg har været så heldig at få lov til at tale med Mona Jellesmark, som var én af dem, der var med til at stifte Brejning Efterskole. Så her kommer historien om Brejning Efterskoles stiftelse.

Der var få penge at gøre med, da Brejning Efterskole skulle startes. Nærmest hele budgettet gik til de hvide, velkendte bygninger ud mod Vejle Fjord. Resten af det der skulle til for at starte en efterskole, kom kun i stand takket være venner og familie og en god portion kreativitet.

Noget af det første der blev skrottet, fordi der ikke var råd, var gardiner. Det, mente Mones mor dog, gik ikke. Man kunne jo ikke have en efterskole uden gardiner. Så måtte de i gang med at tænke kreativitet, fordi rigtige gardiner var alt for dyre. Heldigvis kom der en aftale i hus med Stof og Stil om at købe reststof billigt. Hermed endte de første gardiner på Brejning Efterskole med at være alle mulige spraglede farver såsom gule, orange, bordeaux, mørkegrønne og turkise og være hjemmesyede af Monas mor. Disse gardiner var et af skoles første tydelige kendetegn, og ét som mange af efterskolens første elever nok vil mindes deres efterskoletid ved.

En anden måde, der blev skaffet gratis ting på til den nyopstartede efterskole, var ved at flok frivillige kørte rundt til nedlagte kroer og fik potter og pander, og andre ting som kroerne ikke længere skulle bruge. De første par år indtil skolen fik en stabil økonomi, var tavlerne til undervisningen papkasser, og stole var der få af, så mange steder rundt omkring på skolen, sad eleverne på gulvet, og størstedelen af de møbler og anden indretninger, der var på skolen, var gaver fra gavmilde venner, familie og andre, som støttede op om drømmen om en spejderefterskole. 

En ting, der har været med helt fra starten, er de velkendte gule og orange Brejning tørklæde. Opstartsgruppen havde hele tiden sagt, at de ville have spejdertørklæde, fordi pengene til efterskolen kom fra Det Danske Spejderkorps, og efterskolen byggede på spejderbevægelsens værdier. Farven til tørklæderne; gul og orange, er heller ikke bare tilfældigt valgt. De symboliserer ifølge Mona solen og de varme stråler, som solen spreder omkring sig. Grundlæggende blev solen en bærende symbolik for Brejning Efterskole om, at her kunne eleverne komme og blive belyst og være med til at sprede skolens budskab og værdier, ligesom solen spreder sin varme stråler ud i verden.  De allerførste tørklæder var ligesom gardinerne syet af Mones mor, da der ikke var råd til andet. Sidenhen er der heldigvis blevet penge til at få dem fremstillet professionelt.

Et vigtigt skridt mere, der måttes tages før efterskolen kunne slå dørene op, var at få ansat noget personale. Ligesom alt andet var der travlt med at få styr på det. Så bestyrelsen hev en hel dag ud af kalenderen, hvor de holdt ansættelsessamtaler med folk til alle de ledige stillinger, som skulle besættes for at få efterskolen klar. Da havde holdt ansættelsessamtaler med alle ansøgere, hang de polaroid billeder af dem op på en væg og brugte hele natten på at få sammensat personalegruppen.  Nogle af dem, som blev ansat helt tilbage fra starten, er blandt andet Annette, som var køkkendame på mere end de første 20 årgange, og Stig som var pedel, og som først for nyligt er gået på pension fra Brejning Efterskole.

Det var en fornøjelse at tale med Mona og mærke, at den ånd, som alle tidligere og nuværende Brejning elever kender til, stammer helt tilbage fra skolens grundlæggelse. Brejning efterskole er skabt på en drøm fra en modig gruppe af mennesker. Det er så meget i tråd med, at de elever, som har været en del af skolens 25 år, har turde drømme store drømme for skolen og verden, og at der bliver ved med at komme nye årgange til, som tør det samme. 

Brejning Efterskole har nu eksisteret i 25 år, og mange årgange har været med til at præge den. Nogle har gravet en sø, nogle har sat deres aftryk på elevkøkkenerne, mens andre har skaffet skolen geder. Men én ting, der er sikkert, og som kæder alle Brejning-årgange sammen, er det elevansvar, hver årgang har taget. Vi har talt med Aase fra årgang 1, Matilde fra årgang 11 og Søren fra årgang 21 for at portrættere dette.

Af Signe Agerbirk Rytter og Anne Gammelmark Therkildsen

Vi starter med at flyve 25 år tilbage i tiden, helt tilbage til da årgang 1 startede. Vi træder ind på et værelse på 300 gangen. Her var der hængt skrig-gule gardiner op, men den helt nye seng var stadig ikke frigjort af plastemballagen. På gulvet lå der nogle bogkasser, som senere blev hængt op i tysktimerne. Det var sådan Aase Haahr Gjødesens værelse så ud, da hun startede på skolen. Senere skulle det vise sig at blive hendes yndlingssted. Det var et sted, hvor hun kunne slappe af, “Den bedste placering var, når man havde stilletime, og man kunne sidde oppe i vindueskarmen og se ud over fjorden”, fortæller hun.

På årgang 1 var ansvaret meget praktisk. Skolen var ny og skulle laves til efterskole. De havde 3 valgfag: Maler, vedligeholdelse og gartner. De havde ansvaret for at lægge grundstenene til den skole, vi har i dag. De brugte blandt andet ’Friluftsliv’ (det, der i dag er faget ‘Outdoor’) på at grave søen på marken. De havde ansvaret for at skabe en efterskole, med de midler, de havde dengang og skabe en hverdag på en ny skole, som langt fra minder om den skole, BE26 lige er flyttet ind på. Der var ingen tavler, så de brugte pappet fra sengene til at skrive på, men heldigvis havde de masser af gåpåmod, og som Aase siger: “Jeg tror, at vi kunne have plantet os i 10 containere, og det ville stadig have været en efterskole”

Skolen har altid bygget på spejderværdier som grundlag. Derfor skulle årgang 1 stå for at vælge, hvilken farve tørklæder, skolen skulle have. Valget stod mellem det orange-gule tørklæde, vi kender i dag, eller et mørkegrønt og lysegrønt tørklæde. Aase fortæller, at hun husker det som om, at de skulle stemme om farverne. ”Jeg kan huske, at jeg syntes, at det skulle være det grønne,(...) nu kan det jo ikke være anderledes” beretter Aase. Dengang tog eleverne en beslutning, som satte et stort præg på skolen, da tørklædet stadig i høj grad symboliserer Brejning Efterskole ude i spejderverdenen. De gule og orange farver bliver stadig i dag genkendt.

10 år senere har skolen ændret sig meget i forhold til det, Aase forlod. Her bor årgang 11 på skolen, og i opholdsrummet Gimle sad Matilde Holck Klausen ofte, da det var hendes yndlingssted. “Jeg elskede at være derinde, når der var andre. Det var ligesom mit yndlingsrum, hvor jeg altid kunne finde nogen at hænge ud med”, fortæller hun. Dengang var lokalet fyldt med sofaer, billeder af eleverne hang på skabene, og langs væggen ud mod trappen stod tre stationære computere. Her kunne eleverne gå på det dengang helt nye medie Facebook eller skrive en mail hjem.

Selvom Matilde havde travlt med at gå på efterskole, tænkte hun også på dem derhjemme og ville gerne vise familien, hvad der skete på skolen. Derfor tog hun ansvar og gik til den daværende forstander Jette med et forslag om at planlægge en søskendeweekend, hvor søskende til eleverne kunne overnatte fra fredag til søndag. Projektet fik hurtigt opbakning: “Jette klappede i sine hænder og fulgte den fuldstændigt til dør sammen med mig (...) tænk engang, at man på skolen gav så meget ansvar til eleverne (...) hvis vi kom med en idé, så fik vi lov til at føre den ud i livet, hvis vi planlagde den ordentligt”, siger Matilde.
Traditionen om en søskendeweekend har levet igennem mange årgange efter Matilde, så hun har virkelig sat et aftryk på skolen.

Mere fysisk har hun sat sit håndaftryk oppe i Højens køkken (det, der nu er musiklokalet: ‘Lyren’) sammen med sin kontaktgruppe, da det var hendes årgang, der fik ansvaret for at male alle elevkøkkenerne.

På årgang 11 blev ansvaret i den grad givet til eleverne i form af planlægning af arrangementer såsom studietur, Efterskolernes Dag og forældreweekend. De fik en masse medansvar, som Matilde helt klart mener stammer fra skolens spejderværdier. Noget som har kæmpestor betydning ifølge hende, for som Matilde siger, “Vi vokser, når vi får lov til at have medansvar - det er noget, vi husker tilbage på”.

Yderligere 10 år senere havde skolen gennem medansvar vokset sig endnu større, og det store Brejningfællesskab havde vokset sig endnu stærkere. Søren Søgaards årgang, årgang 21, boede i de hvide efterskolebygninger med udsigt ned mod fjorden. Shelteren på marken, som var et af de bedste steder ifølge Søren, blev næsten hver nat indtaget af ham og hans venner. “Lige meget hvor man er her, så er der fyldt med gode minder. Men vi brugte rigtig meget tid hernede ved shelteren. Vi sov ude stort set hver nat, hele året, en lille flok,” fortæller Søren.

På årgangen var der plads til mange skøre projekter. Som Søren siger, “'Nej' fandtes ikke i ordbogen”. Årgangen havde blandt andet været inde i Madsbyparken og se geder, hvorefter de fluks købte tre geder til skolen. På trods af at der var plads til masser af sjov, var Sørens årgang bestemt ikke en uproduktiv en af slagsen. Søren havde blandt andet en god oplevelse med at planlægge aktiviteterne til Efterskolernes Dag og fortæller også, at han har lært rigtig meget af at være med til at planlægge projekter.

I hånd med disse projekter kom også en masse ansvar, noget som et år på efterskole giver ifølge Søren: “På efterskole skal vi uddanne os til at være gode medmennesker og borgere og til at tage ansvar for sig selv og hinanden, som jo går hånd i hånd med spejderbevægelsen”.

Efter Sørens år på Brejning Efterskole brugte han de erfaringer og værdier, han fik med sig fra Brejning, til at planlægge adventureløb. Adventureløb som senere årgange med “tørklædet på stræb” har deltaget på.

Efter at vi har hørt beretninger fra tre forskellige årgange, fra tre forskellige år, er det blevet tydeligt for os, at Brejning Efterskole er blevet skabt af elever, til elever, fordi der er blevet givet lov til skøre idéer og medansvar.

Hver årgang har sat deres præg på skolen og bidraget til den fælles Brejning-ånd. Det er noget, der kendetegner skolens fællesskab på tværs af årgangene - og det er betryggende.

For når vi nu sidder her på en bænk og kigger ud over markens afblomstrede mælkebøtter, er vi ikke nær så kede af at forlade Brejning, da vi ved, at der altid er et fællesskab at komme hjem til. Et fællesskab der bliver opretholdt af Brejningelevers stadigt blomstrende initiativ. Vi ved, at vi ikke kun er elever på Brejning Efterskole i ét år. Vi er Brejningelever resten af vores liv.